Farvel og på gensyn

men hvornår?

Efter en magisk måned er det slut i dag, og det er en følelsesmæssig udfordring.

Det er slut på familietiden, som vi har haft i den sidste måned, hvor ældstesønnen, som til dagligt bor i New Zealand, har været hjemme i Danmark med sin familie.

Vi har virkelig nydt at være sammen som én samlet familie, og det er blevet til mange krammere.

Vi tog med familien til København, hvor vi har haft et par dejlige dage sammen, og hvor de i eftermiddags startede deres lange rejse til den anden side af kloden, og hvor vi tog toget hjem til et tomt hus.

Det har været en svær dag, som vi har oplevet så mange gange tidligere, og det ender som regel med min helt store tudetur - også denne gang.

Spørgsmålet er hver gang: “Hvornår ser vi hinanden igen?”

Og så de helt negative tanker: “Måske ses vi aldrig igen” - You never know

Jeg har altid en uro for, at jeg aldrig ser dem mere.

Jeg har det bedst med at vide, hvornår vi ses igen, og det har vi altså ikke nogen dato for.

Savnet går begge veje

Jeg kunne mærke, at det også var ekstra svært for familien at skulle sige farvel denne gang.

Der er ingen tvivl om, at der er blevet knyttet stærke bånd til den danske familie i den sidste måned - især mellem fætre og kusiner.

Nu glæder vi os over alle de skønne billeder, som jeg har taget og minderne om en dejlig tid sammen.

Stolthed og bekymring

Hver gang jeg siger farvel til min søn er det altid med både stolthed og bekymring.

Jeg er stolt over, at han har haft mod til at udforske verden og løsrive sig fra kernefamilien, hvor han er vokset op, og at han har gjort det så godt, hvor han er havnet. Han har opbygget en forretning og skabt sig et dejligt familieliv.

Bekymringen er der samtidig om, hvordan han har det mon i hverdagen?

Hans trivsel fylder i mit sind.

Hvordan tackler han udfordringer som savn og hjemve? Der vil helt sikkert også være øjeblikke, hvor han ville ønske, at vi kunne opleve det sammen med ham - og det er noget, der går begge veje. Vi savner ham så tit i vores oplevelser - både i hverdagen og ved mærkedage.

Hvordan holder vi kontakten?

Vi har prøvet at snakke om, hvordan vi kan opretholde kontakten fra den ene side af kloden til den anden.

Der er problemer med tidszonen - vi kan ikke altid lige tage kontakt, når vi lige synes. Når vi står op om morgenen, er han dødtræt fra en lang arbejdsdag og trænger til at gå tidligt i seng - og omvendt er vi på vej i seng, når han står tidligt op.

Hverdag igen

Nu er det altså hverdag igen.

Vi kom hjem med toget her i eftermiddags, mens familien nu er på vej mod New Zealand - de har forventet hjemkomst på mandag. Vi håber ikke, at det store IT nedbrud kommer til at få betydning for deres rejse.

Sommeren er kommet

Sommervejret, som vi har savnet i den sidste måned, indfandt sig lige netop i dag, hvor familien rejste.

Vi benyttede det gode vejr, da vi kom hjem, til at fiske en kølig flaske hvidvin ud fra kælderen og snakke lidt om, hvordan vi lige kommer over den svære dag og videre.

Nu går livet videre i Danmark - og det gør det også i New Zealand.

Jeg er sikker på, at vi hver især ville ønske, at vi kunne være tættere på hinanden, men sådan har livet altså ikke formet sig for os.

Vi er en distancefamilie med hvad det indebærer at fordele og ulemper..

Vi håber bare, at vi kommer til at ses lidt oftere, så der ikke skal gå seks år, inde vi ser hinanden igen.

Efter en følelsesladet dag druknede vi tristheden i en flaske rose vin mens vi nød det gode danske sommervejr