Weekend vibes uge 29 - 2024
48 timer i København
Så oprandt den sidste uge, inden familien fra New Zealand skulle forlader Danmark igen.
Som altid er afskeden svær, og det kan mærkes i den sidste uge. Stemningen var lidt trykket.
Vi valgte at tage med til København for at være sammen med familien de sidste to døgn, inden den lange rejse tilbage til New Zealand.
Forinden fik vi tid til det obligatoriske familiefoto, som et dejligt minde om besøget i år, og onsdag formiddag hoppede vi alle sammen på toget mod København.
Desværre var der sporarbejde, så noget af turen foregik med togbus.
Det var lidt besværligt med al deres bagage, og jeg vil ikke lige just rose DSB for håndteringen af alle de mange mennesker, som var på toget, og som skulle guides med busser videre til det næste tog.
DSB skal ikke have ros for turen denne gang
Man skulle godt nok være hurtig for at nå at komme med togbussen
Next House Copenhagen
Til gengæld ventede der os en god oplevelse på Next House Copenhagen, hvor vi havde booket to overnatninger.
Next House Copenhagen er et moderne vandrehjem af høj standard, hvor man føler sig velkommen med det samme. Der hersker en international atmosfære og et roligt miljø, priserne er meget rimelige, og servicen helt i top.
Vi havde booket to private værelser henholdsvis med seks senge og et med fire senge. Der var et fint bad og toilet.
Morgenmaden kunne tilkøbes for bare kr. 69 og var en lækker buffet og diverse kolde og varme drikke.
Vores ophold for 10 mennesker i to dage løb op i ca. kr. 670 per person inkl. morgenmad.
Om aftenen kunne man købe en lækker pizza/pasta buffet all you can eat med salat for kun kr. 129.
Derudover var der hver dag én gratis øl til hver gæst, og den kunne man nyde overalt på lokaliteterne - vi tog den fx med på den store tagterrasse på 6. sal.
Udtjekningen foregik let og hurtigt ved at putte den elektroniske nøgle i en skål - uden ventetid.
Værelset var ikke stort
Selv mine korte ben kunne nå fra den ene side til den anden
Men sengen var god med knitrende hvidt sengetøj
1 stk. gratis øl hver dag mellem 18-19
Der var skønt på tagterrassen med kig til Kalvebod Brygge
Lækker morgenmad på Next House Copenhagen
Det så vi i København
Vejret var ikke rigtig med os, så oplevelsen af København kunne have været bedre.
Til trods for det, kunne jeg mærke, at familien nød det pulserende liv i byen.
Der var nogle ting, som vi selvfølgelig skulle se:
Amalienborg
Strøget
Besøg ved en pølsevogn
Christiansborg
Nyhavn
Streetfood
La Glace
Marmorkirken
Bade ved Kalvebod Brygge
Amalienborg
Børnebørnspigerne spejdede efter kronprinsen, da vi rundede Amalienborg i silende regn.
Der var dog ikke skyggen af prinsen at se, men de fik da set slottet.
Kongefamilien holdt sig indendøre i regnvejret, eller også er de rejst til sol og varme
Marmorkirken
På vej mod Amalienborg passerede vi Marmorkirken, og det var bestemt et besøg værd. Sikke en smuk kirke.
Mellemste barnet og jeg var enige om, at her kunne hun godt blive gift en dag.
Ja, det må være en prinsessedrøm at blive gift her
Strøget
Strøget var et must for de to piger og deres mor.
Her blev prøvet og shoppet i alle de spændende butikker. Imens sad mændene udenfor på en bænk og fulgte livet på strøget, hvor der tales alle sprog.
Der var mange mennesker på Strøget på trods af regnvejret, men de gamle bygninger var lige smukke
Der blev shoppet i de mange spændende butikker
Ved pølsevognen
Undervejs til Strøget meldte sulten sig, og der blev gjort stop ved en pølsevogn for at få en dansk hotdog.
Der var kø ved pølsevognen
Christiansborg
Christiansborg blev set udefra.
Vi kunne faktisk have fået en rundvisning, men det var først nogle timer senere, så det passede ikke rigtig ind i programmet.
Det var lidt ærgerligt, for vi har nemlig selv været på en rundvisning, som var en meget interessant oplevelse. Det må vi gøre en anden god gang.
Christiansborg
La Glace
La Glace blev også kun set udefra.
Der var lang kø udenfor den kendte bager, så vi nøjedes med at kigge gennem vinduerne og fortsatte mod Nyhavn.
Der blev kigget langt efter de flotte kager hos La Glace
Nyhavn
I Nyhavn nød vi stemningen selv om det var køligt dansk sommervejr.
Pigerne fangede, at der var en kendt skuespiller i området, da der var masser af security biler. Der blev holdt godt øje, men det blev desværre ikke til et glimt af berømthederne, som var i byen.
Et vaffelbageri fristede, og vi fik alle sammen en lækker is - vel nok den bedste is, som jeg nogensinde har fået. En belgisk vaffel med en kæmpe portion softice på toppen.
Stemning i Nyhavn på trods af gråvejret
Der blev holdt godt øje med de sorte security biler på den anden side af vandet
Verdens bedste vaffel med softice
Streetfood
Aftensmaden blev indtaget på et mindre streetfood af de unge, mens vi tog tilbage til vandrehjemmet og fik en sandwich og en øl. Vi var fyldt op af indtryk den dag.
Vi var fyldt op af indtryk den første dag, så vi nøjedes med en enkelt sandwich og en kold øl til aften
Bade ved Kalvebod Brygge
Ældstesønnen er meget begejstret for miljøet ved Kalvebod Brygge, og selvfølgelig skulle han have en dukkert der.
Som sagt var det ikke særlig godt vejr, mens vi var i København, og derfor var der god plads ved badebassinet i havnen.
Det blev alligevel til både en aften- og en morgendukkert.
Sommeren kom på afrejsedagen, så der blev lige tid til en morgendukkert
Hverdag igen
Vi er nu tilbage i et tomt hus og savner allerede familien.
Vi er klar over, at livet ikke kan være en lang ferie, hvor vi er sammen alle sammen, men besøget i år har slået fast, at vi har brug for hinanden i familien, og at båndene er blevet stærkere - også mellem børnene.
Vi håber, at vi kan finde en løsning, så vi kan ses lidt oftere - der skal i hvert fald helst ikke gå seks år igen.