Sig farvel til træthed, overvægt og smerter
Kan man blive yngre med alderen?
Jeg er efterhånden blevet en moden kvinde, kan man vist godt sige. Næste gang runder jeg for 7. gang.
Lidt sent i livet har jeg erfaret, at hvis jeg skal kunne blive ved med at snøre mine sko, må jeg gøre noget for at give mig selv mere opmærksomhed, så jeg kan holde mig vital og energifyldt - og jeg skal ikke bare overleve, men gøre en aktiv indsats for at leve livet fuldt ud.
Jeg ville ønske, at jeg var kommet til den konklusion noget før - i hvert fald ved 50 års alderen. Jo før jo bedre. Jeg har haft alt for mange år, hvor jeg har været utilfreds med min krop og været besværet af de mange overgangskilo, som stille og roligt sneg sig ind på mig og har begrænset min bevægelighed.
Kan man blive yngre med årene? Ja, det kan man godt sige, men det kræver at du tager dig selv alvorligt, tager ansvar for dit eget liv og helbred.
Dit helbred er din skat, så pas godt på det. Hvis det er gået galt med for mange kilo og for lidt motion - som det gik for mig - så er det ikke for sent at stoppe op.
Tag en beslutning - hellere i dag end i morgen - lad det ikke kun blive et ønske, men en beslutning om en forandring. Du er nemlig den eneste, der kan overbevise dig selv om at indøve nye motions- og kostvaner.
Det er dit sind, der er drivkraften for at få en succes.
En beslutning eller et ønske?
Mange gange har jeg haft et ønske om, at når det bliver sommer, så har jeg tabt mig, så jeg kan vise mig i badedragt, eller passe den kjole, som hænger i skabet og er alt for lille, men hver gang er resultaterne udeblevet. Jeg tror, at jeg har haft det samme ønske gennem rigtig mange år, men jeg har ikke haft rygrad til at gøre noget ved det sådan rigtigt - kun halvhjertet.
I de senere år har jeg desperat prøvet mange forskellige kure og lyttet til folk, som har forstand på det, men ingenting har virket. Det er ikke fordi, der er noget i vejen med hverken kurene eller de mennesker, som jeg har lyttet til, men det er mig selv, som ikke har været parat i mit sind.
Det er jeg nu, og ved hjælp af en radikal livsstilsændring har jeg formået at ændre mine vaner. En dygtig læge overbeviste mig med sit dokumenterede materiale om, hvad der skal til, for at gøre min krop yngre.
Jeg er rigtig godt på vej med mit vægttab, og jeg føler, at jeg har energi, som da jeg var 40 år og var i min bedste alder.
Jeg tror fuldt og fast på, at jeg når mit mål, og er indstillet på at blive den allerbedste udgave af mig selv, der hvor jeg er i livet lige nu.
Hvad har jeg gjort?
Jeg har ændret min kost til mere grøntsagsbaseret
Jeg spiser hovedsagelig fisk og fjerkræ
Jeg får et dagligt vitamintilskud af:
1 multivitaminpille
1 Q10
1 fiskeoliepille
1 mælkesyrebakterier
1 D3 vitamin
Magnesium lotion til nat
Jeg undgår brød, pasta og kartofler
Jeg har skåret ned på alkohol
Jeg dyrker styrketræning 2 x om ugen
Jeg spiller badminton 2 timer om ugen
Jeg går en tur ca. 30 minutter hver dag
Jeg sover minimum 8 timer om natten
5 tips til en sund hverdag
Motion skal være en del af hverdagen
Spis masser af grønt dagligt - ca. 800 g
Vær taknemmelig for de små ting i hverdagen
Hav en vision - brænd for noget
Hold fast I livsglæden