Weekend
Bygge og hygge
Weekenderne går her på matriklen med byggeprojektet.
Det er en kæmpe opgave, vi er gået i gang med - to badeværelser og et gæstetoilet i tre etager. Ingen tvivl om, at det skulle vi aldrig have gået i gang med - men det er ligesom for sent nu.
Vi tager derfor opgaven i vores tempo og nyder processen. Der skal også være tid til at leve og hygge.
Coronaen gør, at vi ikke ser så mange mennesker, og heller ikke kommer så mange steder, så vi forsømmer ikke noget med vores slow-building.
Ganske få kvadratmeter i tre etager - ser ikke ud af meget, men gør virkelig en forskel
Huset begynder at tage form
Her er vi nu - flot ny hoveddør og trappe med hele granitplader
Glæder mig til at byde jer indenfor
Madglæde
Vi er glade for mad, og i weekenden får vi som regel noget ekstra lækkert.
Jeg var så heldig at finde et meget lækkert stykke kød på tilbud i denne uge - nemlig en krogmodnet okse højrebsbøf på 588 g
Sådan et godt stykke kød skal tilberedes nænsomt.
Jeg startede allerede lørdag formiddag med at brune bøffen af på alle kanter på en varm pande, så den var klar til ca. en halv time i ovnen ved 170 grader.
Tilbehøret var fyldte søde kartofler med bacontern og stegte løg - og lidt grønne bønner som ekstra tilbehør.
Et fantastisk stykke kød, som fortjener den bedste tilberedning
Godt med salt og brunes godt på alle sider
Klar til en tur i ovnen
Perfekt stegt krogmodnet højrebsbøf med tilbehør af søde kartofler
Det var en gude-middag
Søde kartofler
De siger at søde kartofler er sunde.
Vi spiser dem gerne til alting.
Det er ret nemt at smide en kartoffel i ovnen med skræl og det hele. Bages ved 200 grader i 30-40 minutter, og skrællen falder næste af af sig selv.
Efter en tur i ovnen ser den søde kartoffel sådan ud
Sikke en farve - den kartoffel får man da lyst til at spise
Fyldte søde kartofler med bacon og løg
Lun søndag
Vejret var fantastisk søndag og vi benyttede lejligheden til at rydde det sidste op i haven.
De gyldne farver er stadig smukke, og et par roser lyste op i pink - det lune vejr har fået dem til at springe ud én gang til.
Jeg købte et par buketter roser i sidste uge til mit besøg på kirkegården, og nogle af dem beholdt jeg selv. De hænger nu med hovederne, så jeg har hængt dem ud i skuret, hvor de kan hænge og tørre.
Tørrede roser er nemlig virkelig smukke at bruge i dekorationer - og også i kranse til kirkegården.
I den kommende uge skal jeg have fat i den søde dame, som jeg plejer at købe kranse af. Hun binder de fineste, enkle kranse, som jeg selv arbejder videre på med forskellig pynt - blandt andet tørrede roser.
Vi skal have 11 kranse, så det kan godt betale sig at lave dem selv - og så er det faktisk også hyggeligt at stå og tænke på vores kære, mens der bindes kærlighed i kransene.
Wow hvor en farve midt i november
Roserne kan bruges igen
Det var den weekend!