1. juledag
Vores tradition
Vi havde en rigtig dejlig juleaften i går sammen med børn og børnebørn.
Alt forløb stille og roligt i en god julestemning.
Som sædvanlig spiste vi os alt for mætte, dansede om træet, fik besøg af julemanden og pakkede gaver ud.
Som sagt får vi voksne kun én gave hver, og jeg fik noget, som jeg ikke havde ønsket mig, men som jeg virkelig havde brug for - nemlig to stegepander og to køkkenknive. En rigtig dejlig gave.
I dag - 1. juledag - er der mange, som skal til julefrokost hos familien, som de måske ikke har holdt juleaften sammen med.
Det gjorde vi også, da børnene var små. 1. juledag hos mine forældre, og 2. juledag hos mandens forældre.
Jeg kan faktisk huske, at jeg ikke altid synes, at det var sjovt at skulle til en stor julefrokost med tre små børn, som hellere ville være hjemme og lege med deres julegaver.
Sådan er det ikke i dag.
Laver ingenting
Vores tradition er nemlig at lave absolut INGENTING 1. juledag..
Vi sover til vi vågner, og i dag var klokken altså næsten 10, inden vi stod op.
Lige nu hygger vi over en kop kaffe og frisk frugt som start på dagen.
Ved middagstid går vi et par huse ned ad gaden, hvor vi mødes med de to børnefamilier for at spise rester.
.Der er altid rigeligt med mad juleaften, så der er masser af rester til i dag.
Vi mødes ikke på et bestemt tidspunkt, men kommer som regel dryssende lidt efter lidt op ad dagen.
Nogen sover længe, og andre tager en løbetur inden der skal spises igen.
Der bliver hygget og snakket i de julepyntede stuer, nogle spiller computerspil eller brætspil, og senere er der som regel nogen, der gerne vil se en film.
Sådan er den bedste 1. juledag for mig ❤️