En blomstrende have
Et sidste farvel
Weekenden har været præget af en begravelser lørdag.
Min kære gamle faster, som døde nytårsaften, blev begravet - hun blev 98 år.
Hun var indtil sidste år en åndsfrisk dame, som interesserede sig for alt, hvad der skete omkring hende. Hun interesserede sig meget for familien og ville gerne fortælle små historier fra min far og hendes barndom.
Nu er den historiebog lukket.
Ingen håndtryk og kram
Det var en fin begravelse, men den blev anderledes, end hun havde ønsket på grund af coronaen.
Vi havde taget vores visir på, men der var også påbud om mundbind i kirken, så det kom også på.
Det var underligt at gå forbi familien uden at kunne give hånd eller kram. Det er faktisk ikke så let at udtrykke følelser kun med øjnene og med munden gemt bag mundbind.
Præsten tacklede restriktionerne omkring coronaen rigtig fint.
Han sagde fx “Sangerne vil nu synge: Du som har tændt millioner af stjerner….” - og hele kirken lyttede.
Et afholdt menneske
Der var mange, som havde sendt flotte blomster og dekorationer som en sidste hilsen til min faster. Jo ældre folk er, når de dør, jo færre blomster plejer der at være.
De mange blomster vidnede om, at hun var et afholdt menneske.
Præsten fortalte i sin prædiken om hendes liv fra ung pige i huset, der blev gift med gårdmandssønnen til livet, hvor hun blev alene, de mange rejser, højskoleophold, bridge og vandreture langt op i alderen. Hun har haft et langt og godt liv.
Familien sagde også nogle ord om deres mor og sluttede af med, at de var kede af ikke at kunne invitere til mindesammenkomst efter højtideligheden. Det havde været deres mors ønske, men på grund af coronaen var det ikke muligt at samles.
Det var en smuk begravelse
De mange blomster vidner om et afholdt menneske
Vores sidste hilsen til min faster
Tarveligt
Begravelsen var jo lørdag formiddag, og vi havde parkeret på en parkeringsplads bag hovedgaden.
Ved parkeringen ville jeg købe en P-billet. På automaten stod: “Sæt kortet i” - hvilket jeg gjorde, hvorefter der stod: “Tager ikke mod kort”
What….. jeg blev lidt panikagtig - hvor var der så en parkringsplads? - man kommer jo ikke for sent til en begravelse.
Lidt længere oppe på pladsen var en enkelt tom plads, hvor man må holde 1 time med P-skive.
Jeg skyndte mig at stille skiven, og vi ilede afsted til kirken.
Vi kom tilbage til bilen efter 47 minutter - og blev mødt med en gul hilsen fra parkeringsvagten. Det måtte da være en fejl - vi havde jo ikke engang været væk i 1 time?
Det skulle vise sig, at jeg i skyndingen havde sat skiven til klokken halv elleve og ikke halv tolv.
795 kr. - det er altså træls - havde den P-automat bare virket.
Så ærgerligt
Frisk luft løfter humøret
Søndag kørte vi forbi kirkegården for at se min fasters grav og de mange blomster.
Bagefter gik vi en tur i skoven og rensede hovedet og sendte de kedelige tanker om P-bøden videre.
Vi måtte desværre ikke være med til jordpåkastelsen. De to roser skulle have været med ved kisten
En tur i skoven hjælper på humøret
